For den uøvede kan det være svært at finde rundt i handicapidrættens klassifikationssystem, hvor atleterne er delt op i forskellige klasser efter graden af handicap. Men klassifikationssystemet er nødvendigt for at skabe fair konkurrence i handicapidrætten. Klassifikation er ikke noget enestående for handicapidrætten. Forskellige former for klassifikation har eksisteret lige så længe som den organiserede idræt. Som udgangspunkt er der i de fleste idrætter i verden to klasser: En for mænd og en for kvinder. Derudover er der nogle idrætter, der deler udøverne op efter vægt for at gøre konkurrencerne mere retfærdige.
Da det første klassifikationssystem for kørestolsbrugere blev udviklet i England i slutningen af 1940’erne, var det også for at gøre konkurrencerne mere retfærdige. Det blev udviklet af læger, og derfor blev det et medicinsk system baseret på diagnose.
Funktionel klassifikation
I dag er det medicinske klassifikationssystem afløst af et funktionelt klassifikationssystem, hvor primært fysisk handicappede kan konkurrere mod hinanden på tværs af handicap. Det funktionelle klassifikationssystem har betydet, at man i dag har langt færre klasser og langt større konkurrence end tidligere i handicapidrætten, da hver enkelt handicapgruppe ikke længere har sine egne klasser. Derfor kan to atleter med helt forskellige handicap stille op i samme klasse, hvis klassifikationen har vist, at de trods deres forskellige handicap har et nogenlunde ens funktionsniveau i forhold til deres idrætsudøvelse.
I funktionel klassifikation ser man på, hvilke muskelgrupper og bevægemønstre der er afgørende for den enkelte idrætsgren eller idrætsdisciplin. Den enkelte udøver bliver klassificeret ud fra sine muligheder set i forhold til det optimale.
I svømning ser man eksempelvis på bevægemønstret i vandet. Hvad har man at svømme med? Har man f.eks. kun én arm? To arme, men ingen funktion i benene? I skydning ses på, hvordan geværet holdes, og hvordan kroppens balance er, når man sidder. Kan geværet holdes med to hænder eller kun med én hånd? Har man brug for støtte under geværet? I bordtennis ser man på, om spilleren kan spille stående eller siddende. Hvordan holdes balancen i stående eller siddende stilling? Hvordan holder spilleren på battet, og hvordan bruger han eller hun sit håndled? Det vigtigste ved den funktionelle klassifikation er, at man ser udøveren i aktion i den pågældende idræt med de rekvisitter og hjælpemidler, som vedkommende vil bruge i konkurrencesituationen.
Selve klassifikationen
Siden 2007 har IPC indført et regelsæt for udvikling og implementering af klassifikation inden for alle de paralympiske idrætsgrene – det såkaldte Classification Code. De enkelte idrætter har deres specifikke klassifikationssystem, men det er vigtigt, at der eksisterer et fælles regelsæt og procedure, da systemets vigtigste opgave er at være fair, robust og gennemskueligt. Der er derfor fælles regler om uddannelse af klassifikatører, om selve klassifikationsproceduren samt den måde, idrætterne behandler protester på.
Alle idrætsudøvere skal testes første gang, de deltager i et større internationalt stævne. Testen bliver udført af et hold bestående af enten en læge eller fysioterapeut samt sportsteknisk personale, som regel en træner.
De fleste får en permanent klassifikation, men yngre atleter, nye udøvere eller nyhandicappede måske vil få en såkaldt ’review-dato’, hvor atleten skal testes igen. Når man er udvokset, eller ens handicap er funktionelt stabilt, bliver man så klassificeret permanent.
Mulighed for protest
Mod et beløb kan et land nedlægge protest, hvis man mener, at en udøver er klassificeret forkert, og der er en god begrundelse herfor. Dog forekommer dette ikke så ofte, da klassifikationssystemet efterhånden er meget udviklet. Klassifikationssystemet vil dog altid være under udvikling, da de enkelte idrætter udvikles. Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) arbejder meget tæt sammen med forskere for med tiden at få et så videnskabeligt funderet system som overhovedet muligt.
Se mere om klassikation i IPC’s video her:
