Tre danske atleter - bordtennisspillerne Peter Rosenmeier, I.H. Aalborg/FIFH Malmø, og Sophie Walløe, Ballerup HIC (p.t. Linz, Østrig) samt længdespringer og sprinter Daniel Wagner Jørgensen, Vejle IF – blev i dag som de første udtaget til de Paralympiske Lege i Rio, der afvikles kort efter OL, fra den 7.-18. september 2016.
2016 er både olympisk og paralympisk år, og landets allerbedste atleter har skruet helt op for forberedelserne frem mod det ultimative mål. I dag blev de første paralympiske atleter udtaget på et pressemøde i Idrættens Hus i Brøndby.
To af de tre udtagne er parabordtennisspillerne Peter Rosenmeier og Sophie Walløe. De har begge vist stabilt spil og haft fremgang i 2015, senest ved oktober måneds EM i parabordtennis i Vejle. Her levede Sophie op til de store forventninger, hendes talent berettiger, da hun på hjemmebane nåede EM-finalen og en flot sølvmedalje i en alder af blot 15 år. Kun den polske verdensklassespiller Natalia Partyka, der i 2008 og 2012 deltog ved både OL og PL, formåede at stoppe danskeren.
I.H. Aalborg-spilleren Peter Rosenmeier markerede sig ligeledes ved EM i Vejle, hvor han vandt sølv i single og guld i double sammen med Michal Spicker Jensen. Rutinerede Rosenmeier har revanche til gode i Rio, hvor han vil gøre alt for at genvinde den guldmedalje, han tog i Beijing i 2008 – og som han måtte bytte ud med bronze i London i 2012:
– Det er mit fjerde PL og jeg har været så dygtig og heldig, at jeg har fået metal med hjem hver gang. Det håber jeg meget at kunne gentage i Rio, og allerhelst vil jeg selvfølgelig gerne ende øverst på podiet. Vi har nogle måneder med knaldhårdt arbejde foran os, og så må vi se, hvor langt det kan bære, når det hele skydes i gang i september.
Udtagelse giver ro
Ud over de to bordtennisspillere blev også atletiktalentet Daniel Wagner Jørgensen fra Vejle udtaget. Også han har haft en helt forrygende sæson, hvor han har sat ikke færre end to verdensrekorder og vundet tre VM-medaljer. For ham giver det ro til forberedelserne at vide, at udtagelsen nu er en realitet:
– Det betyder utrolig meget for mig at blive udtaget allerede nu. Det giver en ro til at kunne planlægge og fokusere hundrede procent frem mod Rio frem for at skulle jagte kvalifikation ved EM i juni. Nu planlægger vi min sæson, så jeg har mange konkurrencer her i starten af sæsonen, så vi hele tiden kan se, hvor jeg ligger og få forberedt os bedst muligt, forklarer han.
Han glæder sig til at følge op på sin fornemme paralympiske debut i London, når han sætter kursen mod Rio til september:
– Det er min ambition at forsvare min bronzemedalje i længdespring fra London, men forhåbentlig kan jeg også gøre det endnu bedre. Mine resultater i 2015-sæsonen har vist, at det er muligt, siger Daniel Wagner Jørgensen.
Sophie Walløe havde sendt en videohilsen hjem fra østrigske Linz, hvor hun bor og træner til daglig:
Afgørende forår
Danmark har mulighed for at sikre paralympisk deltagelse i Rio i ni idrætter, og de kommende måneder bliver afgørende i forhold til at sikre danske kvotepladser. Dansk Handicap Idræts-Forbunds elitechef, Michael Møllgaard Nielsen, forventer at kunne sende en trup på 20-30 atleter af sted.
– Vi går ind i et spændende forår, som for alvor vil give os et billede af, hvor mange idrætsudøvere og idrætter, som vi vil have med i Rio. Ni idrætsgrene er lige nu i spil - vores fem Team Danmark-støttede idrætter atletik, bordtennis, ridning, skydning og svømning, som skal kunne kvalificere sig til PL, og så har vi kørestolsrugby, kajak, cykling og kørestolstennis. I London bestod det danske hold af 28 idrætsudøvere fra otte idrætsgrene, og vi har en forventning noget lignende i Rio, men holdets størrelse afhænger i sagens natur meget af rugbyholdets kvalifikation.
Også i Team Danmark ser man frem mod PL i Rio med optimisme – ikke mindst på baggrund af et imponerende sportsår for handicapidrætten i 2015 med hele 16 internationale EM- og VM-medaljer.
– Den internationale konkurrence til PL er stigende, og i Rio bliver der meget hård kamp om top-placeringerne. Jeg er dog overbevist om, at Danmark tager til Rio med et stærkt PL-hold, og at vi kommer til at være med i kampen om podieplaceringerne i flere discipliner. Dansk Handicap Idræts-Forbund er inde i en god udvikling, hvor etablerede stjerner som Peter Rosenmeier og Daniel Wagner Jørgensen har en stor aktie i de seneste års flotte resultater. Og så er unge talentfulde atleter som Sophie Walløe med et stort potentiale på vej, så jeg glæder mig meget til at følge det danske hold i den vigtige optaktsperiode frem mod Rio, siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.
Team Danmark støtter i 2016 danske para-atleter i disciplinerne svømning, ridning, bordtennis, atletik og skydning med 1,8 mio. kr. Ud over den økonomiske støtte stiller Team Danmark ligeledes ekspertbistand til rådighed inden for bl.a. ernæring, skadesbehandling og sportspsykologi, og til PL i Rio vil en sportspsykologisk konsulent fra Team Danmark være knyttet til den danske trup.