ATLETIK

25-04-2016

Paralympisk ikon stopper karrieren

Danmarks nok allerstørste parasportsatlet i nyere tid; kuglestøder og diskoskaster Jackie Christiansen, Tranbjerg, indstiller sin karriere. Dermed opgiver han kampen om at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Rio til september, der ville have været hans femte.

 

Han er tredobbelt paralympisk guldvinder i kuglestød og har vundet fire verdensmesterskaber og adskillige internationale medaljer i en lang og imponerende karriere, der startede med deltagelsen ved de Paralympiske Lege i 2000 i Sydney. Dengang opnåede han en sjetteplads – og siden gik det kun én vej for århusianeren, der har været helt i særklasse i international para-atletik.

 

Nu stopper han karrieren, da kuglestød ikke længere er på programmet i hans klasse, F44, og skader har vanskeliggjort hans vej tilbage til toppen i diskoskast.

 

Kuglestød af PL-programmet

Kuglestød har igennem hele karrieren været Jackie Christiansens favoritdisciplin, og han har haft en helt enestående rekord, idet han i årene 2001-2015 ikke har tabt en international konkurrence i disciplinen.

 

Men fra og med 2016 er kuglestød taget af det paralympiske program i Jackies klasse, og det har betydet, at han har været tvunget til udelukkende at fokusere på diskoskast frem mod PL i Rio. Træningen har desuden det seneste års tid været udfordret af, at Jackie i maj 2015 blev opereret for sportsbrok, og det kunne ses på resultaterne ved VM i Doha i oktober sidste år, hvor han tabte sin første internationale kuglestødskonkurrence i 14 år og måtte nøjes med en sølvmedalje samt en sjetteplads i diskoskast.

 

Jackie Christiansen fortæller om sin beslutning:

– Efter godt 15 år på det danske landshold i para-atletik har jeg, efter mange overvejelser, valgt at stoppe min elitekarriere som kuglestøder og diskoskaster. Det har ikke været en nem beslutning, men efter at IPC (den Internationale Paralympiske Komité, red.), har valgt at tage kuglestød af programmet i min klasse, ser jeg ikke mig selv som en mulig medaljetager ved PL i Rio. Det stod klart for mig efter VM i Doha i oktober sidste år, at det ikke ville være muligt for mig at opnå at et niveau og en placering i diskoskast ved PL i Rio, som jeg selv kan være tilfreds med. Derfor stopper jeg min karriere nu og kan se tilbage på 15 fantastiske år.

 

Lysende rollemodel

Team Danmarks direktør Lone Hansen siger: – Jackie har skabt en perlerække af internationale resultater på allerhøjeste internationale niveau, og han har vist Danmark og dansk handicapidræt frem på flotteste vis overalt i verden. Hans lange karriere understreger hans alsidighed og dedikation, og han har på mange måder været en lysende rollemodel for alle atleter, både dem med et handicap og dem uden. Jeg er naturligvis ærgerlig over, at vi i Danmark mister den måske største profil i para-atletikken. Og jeg ved, at atleterne i Team Danmarks træningsmiljø i Århus kommer til at savne hans professionalisme og hans smil og åbenhed for at dele erfaringer. Men jeg forstår og respekterer også hans valg, som jo også understreger den vinder-type, Jackie i den grad er.

 

Mentor for nye atleter

Hos Dansk Handicap Idræts-Forbund er elitechef Michael Møllgaard Nielsen naturligvis også ked af at miste en atlet af Jackies kaliber, men han respekterer beslutningen: – Det er en verdensklasse-atlet på allerhøjeste niveau, som stopper sin karriere. Jackie Christiansen har været et ikon og for mange danskere et billede på handicapidrætten i Danmark i dette årtusinde, som kørestolsracerne, Connie Hansen og Ingrid Lauridsen var det op gennem 1980’ern og 1990’erne. Dansk Handicap Idræts-Forbund har meget at takke Jackie for, ikke mindst fordi han gennem alle årene har været gavmild med at dele ud af sin store viden på kasteområdet og fungeret som mentor for nye atleter. Det har unge kasteatleter som Kristel Høj Walther og Frida Jersø, som står på spring til en international karriere, nydt godt af. Derfor har vi som forbund et stort ønske om også fremover at kunne fastholde Jackie og hans viden i atletikken.

 

Fakta

  • Jackie Tony Christiansen
  • Født 3. maj 1977
  • By: Tranbjerg
  • Klub: Aarhus 1900
  • Gift, far til tre børn
  • Uddannet ortopædist

 

Udvalgte resultater:

  • Fem paralympiske medaljer – tre guld og to sølv
  • Syv VM-medaljer – fire guld og tre sølv
  • Syv EM-medaljer – tre guld og fire sølv
  • DM for ikkehandicappede – en sølv og en bronze
  • Indehaver af verdensrekorden i kuglestød i F44-klassen på 18,38 m – sat i august 2011
Hovedsponsorer
sponsor-jysk.jpg sponsor-pressalit.jpg
Paralympisk tøjpartner
Bestseller - Vera Moda og Jack N Jones

Facebook

Instagram

@stinnatange sammen med en glad og stolt familie🇩🇰👏🏼 Vi forstår dem godt☺️ #AllForStinna #AllForRio

A photo posted by Danmark til PL (@danmarktilpl) on

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Paralympisk magasin

 

Dansk konkurrenceprogram