Lørdag forsvarede Daniel Wagner sin bronzemedalje i længdespring fra London 2012, mens diskoskaster Frida Jersø fik en pæn paralympiske debut. De danske svømmere var også en sidste tur i det paralympiske bassin.
De danske para-atleter har dystet færdigt ved de Paralympiske Lege i Rio, og det blev et flot punktum med den syvende danske medalje på syv dage. Med dagens bronzemedalje til Daniel Wagner ser den endelige medaljestatistik for Danmark således ud:
Guld
Peter Rosenmeier, bordtennis (single)
Sølv
Susanne Jensby Sunesen, dressur (mesterskabsklasse)
Daniel Wagner, atletik (100 m løb)
Bronze
Jonas Larsen, svømning (150 m medley)
Stinna Tange Kaastrup, dressur (mesterskabsklasse)
Stinna Tange Kaastrup, dressur (kür)
Daniel Wagner, atletik (længdespring)
ATLETIK
For fire år siden fik Daniel Wagner et brag af en paralympisk debut i London, da han sikrede sig bronze i længdespring med et spring på 6,11 m. I Rio sprang Vejle-atleten næsten en halv meter længere, men pladsen på medaljeskamlen forblev den samme. Danskerens bedste spring på 6,57 m var 13 cm fra guldet, der gik til tyske Heinrich Popow foran Japans Atsushi Yamamoto.
- Jeg er glad for at vinde en medalje til Danmark, og jeg kan ikke tillade mig at være skuffet. Det er uhyggeligt tæt mellem os tre i toppen, og vi har alle sammen forbedret verdensrekorden i år. Jeg var optimalt forberedt og gik ud og sprang det, jeg kunne i dag, siger Daniel Wagner, der fik overrakt sin bronzemedalje af den tidligere PL-svømmer og nuværende præsident for den europæiske paralympiske komite (EPC), John Petersson.
Også Frida Jersø var langt om længe i aktion i Rio, og den danske diskoskaster fik en fin paralympisk debut med et kast på 16,01 meter. Det rakte til en godkendt niendeplads til det 19-årige talent fra København.
- Jeg er godt tilfreds. Det var en stor oplevelse, og jeg har lært rigtig meget af at være med her. Det kan jeg bruge fremadrettet, og jeg tør godt love, at jeg kaster mere end 16 m i Tokyo om fire år, siger Frida Jersø.
SVØMNING
Tre danskere svømmede deres sidste løb lørdag, og bedst gik det Niels Korfitz Mortensen, Randers, der kvalificerede sig til finalen i 200 m medley. Her blev det til en syvendeplads i tiden 2:29.77 - bare én hundredel af et skund fra ny dansk rekord. Vinderen blev britiske Oliver Hynd, der satte ny verdensrekord i tiden 2:20.01.
- Det er super sjovt at være med i sådan en finale i disse rammer. Jeg har fået en masser erfaring med fra PL i at svømme finaler, og jeg har lært en del om at håndtere presset fra et stort publikum. Samlet set har det været en oplevelse uden lige, som jeg sent vil glemme.
Amalie Vinther, Thisted, var også i aktion i 200 m medley-disciplinen. Det blev til en samlet 11. plads i tiden 3:08.16, og det var ikke hurtigt nok til en finaleplads. Hun ser dog tilbage på en stor oplevelse i Rio.
- Det har bare været kæmpe stort. Der har været en fantastisk stemning i svømmearenaen, så det har været fedt at få lov at give den gas i vandet. Jeg har helt sikkert lært meget her i Rio, sagde Amalie Vinther efter sit heat.
Jonas Larsen, Valby, svømmede 100 m fri i tiden 1:25.25. Det blev til en samlet 12. plads og dermed heller ingen finaleplads. Svømmeren rejser hjem til Danmark med en bronzemedalje i kufferten fra 150 m medley-konkurrencen:
- Jeg har været på en fantastisk rejse. Det sidste halve år har virkelig stået på intense forberedelser til Rio, og det har overgået al min forventning. Mit helt store mål var at rejse hjem med en medalje om halsen, og da det lykkedes gav det en lille klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Jeg er superglad og har nu en oplevelse for livet med hjem til Danmark, sagde Jonas Larsen efter sin sidste konkurrence i Rio.
Program for søndag den 18. september i Rio
Ingen danske atleter skal i aktion søndag, hvor der er afslutningsceremoni ved de Paralympiske Lege. Danmark sætter kurs mod Maracanã kl. 22 dansk tid, og ceremonien starter kl. 01.00 natten til mandag.
Foto
På Flickr er det muligt at finde et udvalg af pressefotograf Lars Møllers aktuelle PL-fotos, som kan benyttes gratis til redaktionelt brug: www.flickr.com/photos/handicapidraet
Danmark til PL
De Paralympiske Lege i Rio afvikles fra 7. til 18. september. I alt er 21 danske atleter udtaget i idrætterne atletik, bordtennis, cykling, ridning, skydning og svømning.
Legene kan følges på:
www.paralympic.dk
www.facebook.com/danmarktilpl
Instagram (@danmarktilpl)
Følg desuden #AllForRio på de sociale medier
Parasport Danmark står bag den danske deltagelse i samarbejde med forbundets hovedsponsorer: JYSK og Pressalit A/S. Derudover er BESTSELLER officiel paralympisk tøjsponsor for det danske hold, hvilket indebærer, at virksomhedens tøjmærker JACK & JONES og VERO MODA leverer særligt designet PL-tøj til de danske atleter og den danske delegation.