Den fascinerende brasilianske storby Rio de Janeiro danner rammen om OL og PL i 2016. Sportsarenaerne er fordelt på de fire bydele Barra, Deodoro, Copacabana og Maracanã, og på trods af, at de moderne Olympiske Lege daterer sig helt tilbage til 1896, er det første gang, at det sydamerikanske kontinent er vært.
Når OL skydes i gang den 5. august – og PL den 7. september – er det første gang nogensinde, at det sydamerikanske kontinent er vært. I alt syv byer havde ansøgt om værtskabet; Baku, Chicago, Doha, Madrid, Prag, Tokyo og Rio de Janeiro. De syv byer blev først skåret ned til fire og senere to, og i sidste ende vandt Rio med 66 stemmer mod 32 til Madrid. Afstemningen fandt sted på IOC-kongressen i København i 2009.
De paralympiske områder
Barra er hjertet i både OL og PL. Her afvikles de fleste idrætsgrene, her bor atleterne, og her ligger det store mediecenter m.m. i Olympic Park. Under PL afvikles 13 idrætsgrene i Barra – med dansk deltagelse i to; svømning og bordtennis.
I Deodora afvikles konkurrencer i fire idrætsgrene, hvoraf der er dansk deltagelse i ridning og skydning.
Fem idrætsgrene får lov at boltre sig i det populære Copacabana – herunder blandt andet kajak.
Atletik, hvor der også er dansk deltagelse, er den ene af de to idrætsgrene, der afvikles i Maracanã.
Se en komplet oversigt over hvilke idrætter, der foregår på hvilke venues, ved at klikke her.
Rekordstor deltagelse
Med et forventet deltagerantal på 4.350 atleter fra 176 lande er der lagt op til de største Paralympiske Lege nogensinde. Atleterne konkurrerer i 23 forskellige sportsgrene, heraf er to helt nye i paralympisk sammenhæng; kajak og triatlon.
I alt vil 21 areaner blive benyttet under de 11 konkurrencedage, hvor atleterne kæmper om 528 medaljesæt. Omkring 25.000 frivillige hjælper med at få det hele til at køre rundt, og der er sat 3,3 mio. billetter til salg.
Det danske hold
Det danske hold består af 21 atleter, der stiller op i atletik, bordtennis, cykling, ridning, skydning og svømning. Se dem alle her: www.paralympic.dk/atleter. Målsætningen for den danske trup er at hente fem medaljer i Rio.
PL 2016 i tal
- 7.-18. september 2016
- 23 sportsgrene
- 21 arenaer fordelt på fire bydele
- 176 lande
- 4.350 atleter
- 528 medaljesæt
- 25.000 frivillige
- 3,3 mio. billetter til salg